• De ville have fri badning i København. Men ny vurdering knuser måske drømmen: »Personligt er jeg da ærgerlig«

    Source: BDK Borsnyt / 23 Apr 2024 10:32:13   America/New_York

    Forestil dig dette: Det er sommer, solen skinner, og fra Refshaleøen til Sydhavnen plasker badende gæster rundt på hver en lille våd plet. Sådan kommer det nok ikke til at foregå lige foreløbig. For selvom solen forhåbentlig vil skinne over København til sommer, er der »meget omfattende juridiske, sundhedsmæssige, ejendomsmæssige og faglige udfordringer ved at gennemføre fri badning i havnen,« lyder det fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Det fremgår i referat fra Kultur- og Fritidsforvaltningens seneste møde. I 2022 vedtog et stort flertal i Københavns Borgerrepræsentation, at man skulle undersøge mulighederne for fri badning nærmere. Men ifølge forvaltningen vil det i praksis kræve »meget omfattende afmærkning både på vandet og skiltning på land«, skriver de, og samme melding kommer fra By & Havn. De forklarer nemlig, at der er mange »tungtvejende argumenter mod og udfordringer ved fri badning i havnen«. Det er en dårlig nyhed, mener kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Mia Nygaard, som TV 2 Kosmopol har talt med. »Jeg tager vurderingerne til efterretning, men personligt er jeg da ærgerlig. Jeg havde gerne set en ordning, hvor man kunne bade mange flere steder, og hvor københavnerne kunne have flere muligheder for at bade under eget ansvar.« Andre mulighed I referatet fra Kultur- og Fritidsforvaltningen fremgår det også, at politikerne kan vælge at benytte omtrent fire millioner kroner på en »mere dybdegående afklaring« af mulighederne for fri badning i havnen. Men Mia Nyegaard mener ikke, at det er noget, som man bare lige gør, siger hun til TV 2 Kosmopol. Hun udelukker dog intet, forklarer hun og understreger, at der også er mulighed for at sikre flere bademuligheder i København på anden vis. Her peger hun nemlig i retning af et pilotprojekt, som forvaltningen også anbefaler. I dag er der ti badezoner samt tre havnebade i Københavns havn. Der er desuden sat penge af til endnu en badezone ved Ofelia Plads. Men af forvaltningen foreslås det, at »der arbejdes videre med at skabe plads til både udvidelser af de eksisterende badezoner og til oprettelse af nye havnebade, badezoner og dyppezoner«. Det vil nemlig ifølge forvaltningen bidrage til følgende: Udvidelser af de eksisterende badezoner vil øge kapaciteten uden at skulle lave nye badesteder. Oprettelse af nye havnebade, badezoner og dyppezoner vil både øge kapaciteten og reducere afstanden mellem badestederne. Fokus på steder med ulovlig badning vil kunne nedsætte risiko for ulykker. Projektet vil kunne gennemføres for omkring 500.000 kroner. https://www.berlingske.dk/samfund/de-ville-have-fri-badning-i-koebenhavn-men-ny-vurdering-knuser-maaske
Share on,